Anfi Tauro Golf – Van Hagges mesterværk på Gran Canaria

Anfi Tauro Golf er en golfoplevelse ud over det sædvanlige. Det gælder både layout, omgivelser, servicen du møder på Anfi. Alt er i tip top kvalitet. Banen er placeret i Tauro-dalen vest for feriebyen Puerto Rico og er designet af amerikanske Von Hagge.

For-ni overrasker og begejstrer

De første tre huller på Anfi Tauro er flade og forholdsvis overkommelige og dem kommer man let igennem. På hul 4 venter der en lille smagsprøve på hvad Anfi Tauro Golf for alvor kan.

De 375 meter dogleg højre, hvor teeboksen er hævet højt over fairway. Man kan cutte en del af længden, ved at slå direkte mod pinden, men en OoB truer her.

På hul 5 kommer man ned på jorden igen. Et 351 meter par 4 hul, som spilles svagt op ad bakke, så det spilles længere end man lige tror. Herefter venter så et  af Anfi Tauros signaturhuller og måske Gran Canarias smukkeste par 3. Det spilles 192 meter fra gul tee og stik syd mod Atlanterhavet som danner et smukt baggrundstæppe. Netop vinden kan sagtens drille på hullet, så tag bestik af retningen inden valg af våben.

Hul 7 er måske noget overraskende rated som det sværeste på Anfi Tauro Golf. Men 391 meter fra gule klodser og en smal green dækket er vand, er hullet da også udfordrende. Hul 8 har eftersigende øens dyreste green, fordi man har sprængt noget af klippen væk for at gøre plads til greenen. Dog er det et nemt, men et visuelt fremragende golfhul. Som afslutning på for-ni venter et 466 meter langt par 5 hul. God plads til drivet og spiller man fornuftigt rundt om den store sø, så er der absolut mulighed for en god score på den store green.

Bag-ni på Anfi Tauro tager dig helt op til skyerne

Selv om bag-ni ser ud til at starte fladt og enkelt med et kort par 4 hul på 323 meter, så vær opmærksom på det begynder at blive kuperet og stejlt på Anfi Tauro.

Hul 10 og 11 er forholdsvis til at gå til, men derefter begynder hullerne så småt at slange sig op af Tauro-dalens vægge og det ene hul viser sig mere spektakulært en det andet.

Hul 12 er et mellemlangt par 5 på 455 meter, hvor den langtslående vil kunne gå på i to og med en flad green er der mulighed for lidt point, inden det for alvor går op i højderne. De 151 meter på hul 13 spilles næppe så langt, da teestedet er hævet gevaldigt over green, som så til gengæld ser ret lille ud deropppe fra. Hul 14 er nok et af de mest imponerende huller på Anfi Tauro Golf. Højt over fairway virker der som der er god plads til driveren. Andetslaget vil for de fleste blive et transportslag og indspillet mod green beskyttet af vand og bunkers bagtil er spændende.

På hul 15 venter et kort par 3 på 136, hvor green tager rigtigt godt imod og hullet bør ikke give de store vanskeligheder. Hul 16 (og 17) er efter vores mening nogle af de bedste huller på Anfi Tauro. Hul 16 er et 293 meter par 4 hul, som spilles dogleg højre. To bunkers omkring 200-220 meter, men er man forbi dem, så har man 85 meter ind til en flot green.

Hul 17 på Anfi – måske Gran Canarias mest spektakulære golfhul

Hul 17 er med sine 304 meter også et kort par 4 hul hvor der er OoB langs venstre og klippevæg i højre. De sidste 100 meter ind er ren golfpoesi. En bunker kort i venstre, Atlanterhavsudsigt bag til og klippevæg i højre gør hul 17 til noget særligt.

Aflutningen på Anfi Tauro Golf består af et kort par 5 hul, som spilles til index 18. Er man først over det halvblinde udslag, så har man masser af fairway foran sig. Man kan gå efter den i to, da den dobbelte green (9 & 18) ligger under fairway, men både søen og en seks – syv bunkers vil nok holde en del fra at prøve, men en smuk og værdig afslutning på Anfi Tauro Golf.

Anfi Tauro Golf er en klassebane og uanset om du er høj- eller lav-handicapper, så giver Anfi Tauro fuld valuta for pengene og helt sikkert en bane, som man ikke finder magen til mange steder i Europa. Det kan siges meget enkelt;  Anfi Tauro SKAL spilles, hvis man er på Gran Canaria og hvis man smider Meloneras Golf oveni, så får man en helt perfekt golftur til Gran Canaria.

Spanskgolf spillede Anfi Tauro Golf i november 2013

Kontaktoplysninger

Anfi Tauro Golf

Barranco de la Verga S/N, Arguineguín, Gran Canaria, Spanien

Tel. +34 928 560 462

mail: proshopgolf@anfi.es

web: https://anfi.com/en/anfi-resorts-golf/golf/