Gran Canaria

Bandama Golf

Contact An Agent
Hul 1 | Bandama Golf

Hul 1 | Bandama Golf

Bandama Golf ligger lidt gemt i bjergene 10 km syd for Las Palmas sammen med Spaniens ældste golfklub (Real Club de Golf de Las Palmas). At golfbanen kaldes Bandama Golf skyldes det imponerende vulkankrater, der ligger ved banen og det lille hyggelige Bandama Golf Hotel.

De 18 huller blev anlagt i 1956 i et lettere kuperet terræn og kendetegnes ved at være nærig med pladsen fra teeboksene, samt bløde fairways og greens der tager godt imod. Det skyldes hovedsageligt at banen er placeret oppe i bjergene, hvor den fugtige luft sørger for en frodig og grøn golfbane i noget nær perfekt stand året rundt. For slet ikke at tale om de spilmæssige udfordringer Bandama Golf også byder på. Med sine 5.636 meter er banen forholdsvis kort, men teesteder og greens er ofte hævet over fairway, og det giver lidt ekstra længde. Læg dertil de til tider smalle fairways, som kræver lidt tankevirksomhed inden man slår ud.

For-ni starter med banens letteste hul. Et par 4 hul på 223 meter, hvor teested er hævet over green. En fin mulighed for at komme godt af sted. Dernæst følger et par 4 hul på 352 meter med OoB op langs venstre og hul 6 ned langs højre. Andetslaget mod en green godt beskyttet af tre bunkers og Atlanterhavet i baggrunden er en visuel nydelse.Dernæst følger et mellemlangt par 3 hul på 141 meter og igen med OoB langs venstre og to store bunkers ved green.

Indspil hul 2 | Bandama Golf

Indspil hul 2 | Bandama Golf

Hul 4 er endnu et kort par 4 hul på 317 meter, men vær opmærksom på at drivet skal landes lidt til højre og at andetslaget spilles igen mod en hævet green. Hul 5 er med sine 386 meter et af de længste par 4 huller på Bandama Golf. To bunkers ved 270 meter og tre greenside bunkers er de største udfordringer her, udover længden. Hul 6 er et par 4 på 321 meter, men spilles en del længere, da green er hævet over fairway. Undgå træerne i venstre side og hold drivet til højre.

Hul 7 er et flot hul, men et kort par 4 hul, som ikke bør byde op til dans. Hul 8 er et mellemlangt par 3 hul på 164 meter, som kræver en god boldkontrol, hvis vinden driller. Et 466 meter langt par 5 hul afslutter for-ni og og her er det specielt de sidste 150 meter, som spilles op ad bakke, der er værd at fokusere på. Husk at greenen er forholdsvis lang og plateaudelt, så hold øje med flagplaceringen.

Bag-ni starter med et svært par 3 hul på 167 og med OoB langs højre. Hullet spilles stik nordøst, og vinden kan derfor ofte drille. Hul 11 er et af de mere imponerende huller på Bandama Golf. Et 398 meter langt par 4 hul, som spilles som spilles dogleg højre og ned ad bakke. Man fristes til at skære ind over de hvide pæle i højre, men hold øje med vinden.

Hul 11 | Bandama Golf

Hul 11 | Bandama Golf

Hul 12 er også et fint golfhul og med sine 331 meter er det ikke det længste, men der skal spilles med indersiden af hovedet. Hul 13 er et kort par 4 hul, hvor der skal spilles op langs højre side. Green er beskyttet af hele fire greenside bunkers.
Hul 14 spilles som det sværeste hul på Bandama. Par 4 på 368 meter og med en green hævet over fairway er der også masser af udfordringer gemt her. Dernæst venter et langt par 3 hul på 195 meter, hvor green er godt beskyttet af tre bunkers. Igen er det en god ide at være opmærksom på vindretningen. Hul 16 er et kort par 5 hul på 431 meter og er en god mulighed for at få sat point på kontoen. Fire bunkers kan genere i indspillet. Hul 17 er et kort par 4 hul på 303 meter, men problemet ligger på green, som betegnes som en af de sværeste på Bandama. Lige bag greenen på hul 17, slår man ud på hul 18, som er et 482 meter langt par 5 hul. Drivet kan med fordel holdes i midten eller til venstre og den langtslående kan nå den i to, mens andre må kæmpe lidt op ad bakken. Hele tre bunkers fanger alt der ryger for kort af greenen, så hav styr på længden.

Afslutningen på Bandama med klubhuset i baggrunden.

Afslutningen på Bandama med klubhuset i baggrunden.

Selv om nogen måske vil blive forundret over den manglende længde på Bandama Golf, så bør man overhovedet ikke lade sig afskrække. Som beskrevet, så ligger de fleste greens hævet over fairway og derfor snyder afstanden en lille smule. Samtidigt får man ikke meget rul på fairways, hvilket giver lidt ekstra længde. De fleste teesteder er hævet over fairway og giver et godt udgangspunkt for god course management, som er nødvendigt for at komme godt igennem Bandama. Man skal ikke lade sig narre af at man åbner hul 1 med en par eller bedre, der gemmer sig masser af udfordringer på en rigtig fin bane.

Spanskgolf spillede Bandama Golf i november 2013

Tip: Husk at der spilles med lejeforbedring på Bandama Golf i forhold til regel 25-2 (Bold fæstnet i eget nedslagsmærke)

* Green Fee 18 Huller € 85-95 (højsæson: oktober, november, december, januar, februar, marts, april)
* Green Fee 18 Huller € 63 (lavsæson: maj, juni, juli, august, september)
* Green Fee 9 Huller (incl. buggy) € 35-50
* buggy € 30 (skal reserveres)
* Trolley € 5
* Leje af golfsæt € 13
* Token 50 bolde € 3
* Clinic 30 min € 15
* Pro Shop
* Buggy
* Leje af køller
* Bar
* Restaurant
* Pro Shop
* Online booking
* Undervisning
Real Club de Golf de Las Palmas
C/ Lugar Campo de Golf 12
35300 Santa Brigada, Gran Canaria, Spanien
E-mail: rcglp@realclubdegolfdelaspalmas.com
Telefon: + 34 928 350 104
www.realclubdegolfdelaspalmas.com