Chaparral Golf – Svær bane i Mijas-bjergene

Chaparral Golf ligger smukt placeret i de bjergrige område omkring Mijas og er med sine 5.402 meter fra gul tee en af de kortere baner på Solkysten. Men det Chaparral Golf mangler i længde har den til gengæld i finurlige og visuelt flotte huller, især hullerne 7, 13 og 15 skiller sig markant ud.

For-ni starter med et meget kuperet par 4 hul på 319 meter med træer ned langs begge sider. Andetslaget spilles op ad bakke, så det spilles en smule længere end man tror. Dernæst følger et mellemlangt par 3 hul, hvor bolden skal flyves over en skræmmende ravine. På hul 3 møder du banens længste hul. De 464 meter (index 1) med teestedet placeret  over fairway, så du kan komme ganske fornuftigt frem i banen med et godt drive. Vandhazarder og en rigtig smal og aflang fairway får nok de fleste til at spille et lay-up i andetslaget.

Et smalt og langt par 3 hul på 185 meter venter på hul 4 , mens et kort par 4 hul på 314 meter giver en god chance for at få lidt luft igen på hul 5. På hul 6 venter et forholdsvis enkelt par 5 hul, som spilles svagt ned ad bakke og hullet bør ikke give større problemer.

På syvende venter et rigtigt godt golfhul, både hvad angår layout og det visuelle. De 451 meter (Par 5) indbyder til et godt drive, men hold den op langs venstre,  da det giver den bedste indgangsvinkel til den let hævede green. De sidste to huller på for-ni består af et tricky par 4, hvor teestedet er placeret højt over fairway, som doglegger højre. Hullet er lagt i mellem høje træer, så tungen skal holdes lige i munden. Det efterfølgende hul 9 har til gengæld masser af plads og en kuperet fairway. Et fint hul som bør give point på kontoen.

Bag-ni byder på spektakulære huller i skoven og den fineste udsigt til Mijas-bjergene.

Bag-ni starter med et lidt spøjst par 3 hul, hvor du skal slå over vejen ind til Chaparral Golf og ned mod en lille green omgivet af højre træer. Hul 11 er nærmest et zig-zag par 5 hul, hvor træerne og den smalle fairway gør vejen til green en del kompliceret.På hul 12 møder du et kort par 4 hul på 288 meter, hvor drivet skal holdes i venstre side. Hullet doglegger en smule mod højre og indspillet mod en forholdsvis lille green skal være præcist, da der er både vandhazard og bunker i spil.

Hul 13 er nok et af de smukkeste huller på Solkysten. Med udsigt til Mijas Bjergene og masser af grøn fairway er dette en lækkerbisken af et golfhul.Den visuelle nydelse fortsætter på de næste par huller. Det 155 meter par 3 er dog ikke kun kønt, men også et rigtigt fint golfhul. De 275 meter på hul 15 kræver et præcist slag fra tee, men er man først kommet rundt om trætoppene, så er der fri passage til green.

Hul 16 er et rigtigt kort par 3 hul på 98 meter. Ingen hokus pokus. Til gengæld er hul 17 et rigtigt godt par 5 hul med en 90 graders dogleg højre, hvor drivet kan med fordel drives skarpt mod hjørnet. At gå efter green i andetslaget kan være en smule kompliceret, da green ligger lidt gemt bag et par store træer, så et lay-up vil være et fornuftigt træk. Afslutningen på Chaparral Golf er et halvlangt par 3 hul på 162 meter, hvor ravinen udgår den største “trussel”.

Alt i alt er Chaparral Golf en visuel flot bane med nogle spektakulære huller. Fra mange af teestederne er præcision langt vigtigere end længden og dermed er Chaparral Golf en fin afveksling fra de “normale” spanske golfbaner med masser af plads på fairway. Greens har haft ry for at være nogle af de hurtigste på Solkysten.

Kontaktoplysninger

Chaparral Golf Club

Urbanizacion El Chaparral N-340, Km, 203,Mijas Costa

29648 – Spanien

Tel. +34 952 587 733

web: reservas@golfelchaparral.com

mail:www.golfchaparral.com

Følg Chaparral Golf på de sociale medier