Fairplay Golf Resort – Fem stjernet luksus i den smukke Andalusiske natur

Fairplay Golf & Spa Resort er et lækkert 5-stjernet golfresort en lille times køretur fra Cádiz. Hotellet og banen ligger i den lille charmerende by Benalup – Casas Viejas og byder på en imponerende udsigt til Naturparken Los Alcornocales.

Både hotel og golfbanen blev åbnet i 2006 og var aktiv frem til 2014 under navnet Benalup Golf & Country Club. Efter et par år inaktivt, gennemgik hele resortet en omfattende renovering og åbnede op igen i juni 2017. Nu med nyrenoveret hotel og golfbane under navnet Fairplay Golf & Spa Resort og som medlem af den prestigefyldte The Leading Small Hotels of The World.

Banen på Fairplay Golf er af højeste kvalitet og både sjov og fair at spille. Terrænet er kuperet, men ikke sådan at banen ikke kan spilles til fods. Fra gul tee spilles den til 5.702 meter, mens damerne skal spille 5.016 meter og par lyder 73. Det der først og fremmest imponerer er den velholdte bane og smukke natur – næsten alle huller er omkranset af oliventræer eller de velkendte andalusiske korkege.  Rent teknisk er der en del vand i spil, specielt på hul 8 og hul 9 på for-ni, men det smukke hul 13 på bag-ni også byder på vandhazard.

Generelt er hullerne meget fair og afstanden fra green til tee er kort, så banen kan spilles forholdsvis hurtigt, hvis man spiller en fornuftig omgang golf. Det er ikke ofte at vi vælger et par 3 hul til at være favoritten, men hul 10 på Fairplay Golf må være et af de fineste huller på banen. Det spilles 131 meter fra gul tee og fra et hævet tee sted, en træ allé langs begge sider og den smukkeste udsigt til Naturparken.

Fairplay Golf Resort – Gorumet og Spa efter runden

Efter runden kan man snildt spise en frokost i klubhuset, hvor der serveres lækker mad baseret på lokale råvarer – heriblandt frisk tunfisk fra Cádiz-kysten. Hvis man har god tid, må man heller ikke snyde sig for den imponerende Spa med panoramaudsigt til den omkringliggende natur. Bor man på Fairplay Golf & Spa Resort ligger der rigtigt fine baner i kort køre afstand, som f.eks. Montenmedio Golf, som ligger en lille halv times kørsel væk.

 

 

Kontaktoplysninger

 

Fairplay Golf & Spa Resort

La Torre,80 | CP. 11190 | Benalup-Casas Viejas Cádiz

Tel. +34 956 424 824

mail: reservas@fairplayresort.es

web: www.fairplayresort.es