Meloneras Golf i udkanten af Maspalomas er en af de bedre golfbaner på Gran Canaria. De 18 huller til par 71 spilles forholdsvis kort med 5.347 meter fra gul tee og 4.491 meter fra rød, til gengæld har banearkitekten Ron Kirby formået at skabe en perfekt balance mellem sværhedsgrad og fordeling af hullerne. Hvert af hullerne kan spilles fra fire forskellige teesteder og derfor kan både høj- og lavhandicapperen få en fornøjelig runde på Meloneras. En ting er i hvert fald helt sikkert. Banen placering helt ude ved kysten, og med flere af hullerne helt ud til havet, er Meloneras Golf noget helt specielt og en bane som både stand- og kvalitetsmæssigt intet lader tilbage at ønske.
De første ni huller er lige til at gå til og byder på et relativt åbent og kuperet terræn med en skøn udsigt til bjergene. Flere af hullerne byder på højdeforskelle og især ved indspil til green, så det kan være klogt at gå et nummer op i jern-valg. Hullerne er fordelt med to par 5, fire par 4 og tre par, hvor af to af dem er ret korte og en god mulighed for at notere en god score.
På bag-ni kommer der lidt flere udfordringer på Meloneras, da hullerne er anlagt ude ved kysten. Især er det værd at nævne hul 12, som er et af de smukkeste golfhuller på Gran Canaria. Det 153 meter lange par 3 hul spilles ud mod kysten med de grønklædte klipper og det azurblå Atlanterhav som baggrundstæppe. De næste fire huller spilles langs kysten og inviterer til en fantastisk havudsigt, men husk at vinden sagtens drille og gøre det rigtigt vanskeligt, specielt fra de hvide klodser.
Alt i alt er Meloneras Golf en rigtig god golfbane og en som helt sikkert vil efterlade sig et godt indtryk. Banen er desuden hjemklub for den spanske Europaturspiller Rafael Cabrera-Bello, som ligeledes har lavet en del instruktionsvideoer fra Meloneras. Se videoen nedenfor.



